Den perfekte opskrift

Jeg har modtaget følgende artikel, som her bringes anonymt (2016) :

Den perfekte opskrift, der bare ikke virkede…… et frafaldent steinerbarns bekendelser.

Jeg er opskriften på det perfekte menneske, for jeg har fået alt, som Steiner har foreskrevet det. Mine forældre har opofret sig og givet mig mulighederne og jeg utaknemmelige skarn, jeg har forkastet det alt sammen.

Men har jeg i virkeligheden fået nogle gaver og muligheder? Eller har jeg været et barn, der med bind for øjnene er blevet formet i stærk troende og ideologiske miljøer. Intet har været større for mine forældre end den tyske filosof Rudolf Steiners menneskesyn og visioner. Hans tanker var altid nærværende, da mine forældre tilhørte den tætte kerne af antroprosoffer i Danmark. De mente, at Steiners tanker var sandheden, som kunne ruste mig godt til livet.

De har gang på gang igennem min opvækst fremhævet, hvor privilegeret jeg var. Jeg fik nemlig det allerbedste, et barn kan få, det de selv ville have ønsket sig. Med en skolegang og opvækst i steinermiljøet ville jeg kunne klare alle forhindringer. Jeg husker en af disse episoder på en ferierejse, jeg foretog med min familie som 14årig. Her blev det tydeligt, hvilket ansvar der lå på mine skuldre. Vi kunne ikke finde et sted at sove og min mor udbrød nervøst og ret meget ude af sig selv: ”Men I har jo gået på steinerskole, så I må kunne finde på noget”.

Jeg var to år, da den alternative kost afløste kød, kartofler og hvide ris. Et barn, der på ingen måde havde nogen fornemmelse for, at mine forældre havde truffet nye valg, der ville få afgørende betydning. At de var gået ind på en vej, som de nu i knapt 40 år har fulgt intensivt og uden at se sig alt for meget til siderne. Jeg har levet hele mit børne/ ungdomsliv i steinerbevægelsens tætte omfavnelser og er formet af pædagogikken. For mig har det ikke blot været en børnehave og skoleoplevelse, det har været alle døgnets 24 timer.

Det lille og stærkt engagerede steinersamfund

Jeg startede i Steinerbørnehave som 2½ årig i et samfund, der var ekstremt lukket. Det var drevet af mennesker, der var dybt dedikerede. Mine forældre har meget senere givet udtryk for, at de var ret så dogmatiske og strenge, og at det selv for dem var blevet lidt for skrapt. Ikke desto mindre blev det mit andet hjem i 5 år.

Her oplevede jeg meget strenghed og angst for de voksne. Der var mange regler, som vi børn også slog hinanden i hovedet med. F eks at spise hvidt brød gjorde en dum, og det drillede vi de andre børn med. Specielt en dreng der ofte spise det med chokolade på. Ligeledes var vi blevet instrueret i, hvordan vi skulle forholde os, når vi i det offentlige rum så fjernsyn, der var tændte. Vi skulle endelig kigge væk, for det var meget skadeligt. Naturligvis havde vi ikke TV hjemme, den slags var fuldstændig udelukket.

Der var også mange andre ting, der var forbudte. F eks måtte vi ikke eje tuscher, og jeg har været voksen, før jeg fik en sådan i min varetægt. Kuglepen og blyant var på det bestemteste også bandlyst, men vådt i vådt…… kilovis af papir der var lagt i blød, har jeg sat min pensel på. Jeg kan farvecirklen i søvne og ved alt om, hvordan akvarellerne lugter, når de har stået for længe og hvad der sker, når man putter den blå farve på et vådt papir.

I samfundet var der egentlig alt, hvad man skulle bruge og nogle valgte også fysisk at flytte ind. Det lå i en lille landsby, og jeg husker tydelig skellet imellem landsbybørnene og os. Vi havde simpelthen ingen kontakt og vi følte os som noget særligt. Jeg tror, det er en form for skjult indoktrinering, vi var noget særligt, det fik jeg tidligt at vide hjemme. Steinerskolen var løsningen på alt, folkeskolen var et frygteligt sted at være. Den var nærmest et skræmmebillede, der blev taget frem, hvis jeg ytrede utilfredshed.

Det forventedes at forældrene hjalp til i bageriet, der var på stedet, og at de brugte mange timer hver uge med forskellige aktiviteter. Men vi så ikke de voksne i vores verden. Vi var på en eller anden måde overladt til os selv og det medførte mange forbudte og eksperimenterende lege. Vi børn var skræmt fra vid og sans for at blive opdaget. Det skete også engang imellem og så steg smerterne i maven over den skæld ud der vankede, ryk i armen, rusketure eller skammekroge.

De voksne var optaget af de mange tanker, de havde i deres hoveder. De skulle til foredrag, musikaftner, eurytmisessioner osv osv, de kiggede aldrig ned, kun opad og ind i dem selv. De havde så travlt med at lave noget for børnene og ikke med børnene. Det gennemsyrede alt, at voksne altid vidste bedst, de var ubestridte autoriteter og det var dem der havde sandheden på sin side.

Den mest åbne periode i min steineropvækst

Før jeg skulle begynde i 2. klasse, tog mine forældre på studietur rundt i landet. De ville væk fra det lille samfund og var på jagt efter den bedste Steinerskole til min bror og jeg. Endnu engang skulle vi flytte og denne gang flere 100km væk. Mine forældre havde fundet et sted med lærere, der sympatiserede med deres synspunkter. Den slags vidste jeg naturligvis ikke på det tidspunkt.

Jeg fik 2 år i min nye steinerskole. Det var den periode i min opvækst, med den største frihed. Mine forældre var mere tilstede, steinerbevægelsen fyldte ikke i samme omfang i fritiden og jeg fik venner udenfor bevægelsen. Mine forældre havde imidlertid ikke taget en pause fra ideologien. De arbejdede begge i et firma, der solgte helsekostprodukter og med kollegaer, der også var forældre på Steinerskolen.

Der var noget i gære under overfladen, hvilket jeg ikke vidste noget om på det tidspunkt. Min far måtte videre. Han søgte nye veje ind i bevægelsen og efter kun at have boet et år i det nye hus, flyttede han for at kunne starte på steinerlæreruddannelsen. Efter i et års tid at have boet adskilt som familie, rejste vi alle sammen med ham til en ny tilværelse.

Mine forældre var pragteksemplarer på steinerfolk og jeg tror simpelthen ikke, at de i deres kredse, nogensinde har gjort noget forkert. De røg og drak naturligvis ikke, de så ikke fjernsyn og hørte kun radio, når vi ikke var i stuen. Elektronisk musik var fuldstændig bandlyst. Så snart vi kom ind slukkede min mor. ”Vi måtte ikke høre, hvad der skete i den store verden, vi var ikke gamle nok og der foregik farlige ting”. Det betød naturligvis at min bror og jeg udviklede systemer, så vi kunne lytte alligevel, da vi blev lidt ældre. En holdt vagt og en var klar til at slukke, når de kom ind ad døren. Specielt spændende var børneradio og musik og vi tørstede efter det forbudte og den verden der var udenfor, som vi ikke vidste særlig meget om.

Mine forældre var heller aldrig vrede på hinanden før efter, vi var lagt i seng. De var forbilledlige og perfekte. Sengetider var også noget lærerne bestemte og dem efterlevede vi slavisk og fik en kæmpe klump i halsen, hvis det en enkelt gang glippede. Derudover fik vi kun det bedste af det bedste at spise, der var dyrket efter alle de rigtige principper. Økologi kan godt gå hjem og lægge sig, det var ikke fint nok. Det skulle være Demeter eller Biodynamisk kvalitet. Af en eller anden grund har det der med, at mad skal være delikat og lækker aldrig indgået i Steiners køkken. Jeg er blevet flasket op med masser af klistret kogt knækket korn, store sammenkogte retter med udkogte porrer og gulerødder og masser af gråt smagløst knækbrød. Al anden konventionelt dyrket mad var nemlig plastik mad og min mor smed det ofte ud eller ville ikke købe noget, hvis hun ikke kunne få, hvad hun ville have. Det betød, at når noget hvidt købe brød, på en eller anden måde, fandt vej hjem til os, naturligvis fordi det var for gammelt og til fuglene, så stillede min bror og jeg os ud til fuglebræddet og spiste grådigt dyrenes mad. Pudsigt må det have set ud og trods tørheden i brødet, husker jeg, at det indeholdt spændende smage.

Præparater blev rørt af min far til køkkenhaven, shampooen og alt det andet på badeværelset var naturligvis af Weleda kvalitet og al medicin af førnævnte producent. Sygdomme blev behandlet af en tysk antroprosofisk læge, de andre læger var der ingen form for tillid til. De vidste ikke, hvad der skulle til. I en alder af 4-5 år blev jeg således udstyret med mit eget pas og kunne tage med andre fra det lille samfund til Tyskland. Mine forældre deltog ikke. Jeg havde problemer med en meget voldsom konstant forkølelse sommer og vinter, som man søgte svar på samt et kraftigt eksem i hovedbunden.

Sidstnævnte fandt jeg ud af tilfældigt, fordi jeg sad og bladrede i en bog som teenager, var psoriasis. Det var en meget skræmmende oplevelse, hvorfor havde de dog ikke fortalt mig noget. Jeg havde haft de her kløende pletter i perioder igennem hele mit liv uden at få nogen form for forklaring. Forkølelsen blev jeg ikke helbredt for, da de foreskrevne homøopatiske sukkerkugler var magtesløse og uden effekt overfor min tilstand.

Børn talte man bare ikke med, men mere om. De skulle ikke inddrages i nogen form for beslutninger, de skulle ikke vide noget om noget som helst. Hvis man spurgte for meget, hvilket var en af mine egenskaber, jamen så var svaret” Det er du ikke gammel nok til at få at vide.” Ofte i skolen kunne det også være: ”Det får du at vide i 12.klasse.”

Jeg lærte tidligt i min skolegang, at der var to slags elever i de klasser, jeg gik i. Dem hvis forældre var dybt engerede i bevægelsen og som ville støtte op om alt, hvad lærerne sagde. Så var der de andre, de heldige. Det var dem, hvor forældrene havde valgt en steinerskole, fordi børnene havde brug for noget andet, et skoleskift. Det var voksne, der stadig havde andre meninger, hjem der var mere åbne og hvor man kunne smage på nogle af de forbudte frugter f eks at se fjernsyn og høre musik, som jeg var udelukket fra. Her var ofte voksne der kiggede lidt mere nedad og talte med børnene og udviste ægte interesse.

Kaldet

Mine forældre blev hurtigt fuldstændig opslugt omkring steinerlæreruddannelsen. De har senere fortalt, at det var et kald. Her var mennesker, der havde noget helt specielt. En indsigt og viden som mine forældre følte de måtte følge og støtte op omkring. De var fuldstændigt væk både fysisk og mentalt og beskæftigede sig med dette på alle tidspunkter af døgnet. Weekender og aftner var på ingen måder hellige eller afsat til familien. Faktisk udviklede der sig en leg, hvor min bror og jeg holdt styr på, om der var dage på året, hvor min far var hjemme hele dagen. Vi grinede lidt af det, men egentlig var det dybt smertefuldt at konstaterer, at kun når vi var bortrejst på ferie og han var fysisk ude af stand til at møde op skete det. Julen var bestemt heller ingen undtagelse, da det er en meget vigtig begivenhed i steinerbevægelsen. Jeg voksede op med, at intet var vigtigere end deres projekt og det var en verden, hvor der bestemt blev givet udtryk for, at børn ikke var velkomne.

Min bror og jeg listede ind og forsøgte altid at være så stille som muligt. Min mor arbejdede på et kontor og der skulle man ikke forstyrre. Jeg hadede at mærke denne afstand og elskede den periode, hvor hun sad på et andet kontor. Her var hun sammen med en kollega, der altid gav bolsjer og talte venligt til mig.

Jeg husker ikke, at Rudolf Steiners navn er blevet nævnt direkte i nogle forbindelser, hverken i undervisningen eller hjemme, som en man citerede. Men jeg husker hans portræt og får det den dag i dag rigtig dårligt, når jeg ser det. Han sad gerne på kontorer og lærerværelser og kiggede alvorsfuldt og strengt ned fra sin snittede billedramme, der altid var udført i skæve og organiske former. Jeg mødte også billedet på flappen af det utal af bøger, som mine forældre studerede intensivt hver dag. De læste simpelt hen ikke andet, hvilket allerede som barn irriterede mig grænseløst.

Der var en fasttømret enhed omkring Steinerskolen, hvor forældrene bakkede lærerne 100 % op. Det var simpelthen ikke muligt at komme igennem med nogen form for kritik. Hvis vi som elever var træt af en bestemt lærer, hvilket skete engang imellem, fordi de ikke var specielt dygtige, så var der ingen opbakning at få hos forældrene. Jeg husker ikke, at der kunne ændres et komma eller punktum på noget som helst eller, at elev inddragelse blev praktiseret. Således faldt et stort ønske i 9. klasse om at komme i erhvervspraktik fuldstændig til jorden.

Jeg trivedes meget dårligt i skolen, da jeg kom op i de ældste klasser og græd rigtig tit, når jeg kom hjem efter skole. Mine forældre viste det ingen opmærksomhed og fastholdte, at jeg skulle blive på skolen. De havde lovet lærerne, at jeg ville gennemføre 10 klasse. Efter denne skulle jeg skifte til en anden Steinerskole.

Bruddet

I 11. klasse kunne jeg ikke mere, og jeg er dybt taknemmelig overfor den steinerlærer, der hjalp mig. Det har jeg aldrig fået sagt, men det betød alt. Jeg fik ved juletid i 11. klasse 4 måneders orlov til at tage på højskole, noget der blev min redning og mit første skridt på en noget besværlig vej ud af bevægelsen. Orloven var betinget af, at jeg kom tilbage og gennemførte 12. klasse på Steinerskolen. Igennem hele højskoleforløbet, der var fuldstændig fantastisk, lå frygten der. Hvad skulle jeg gøre, når friheden sluttede, for jeg kunne på ingen måde udholde at være i Steinerskolen mere.

Jeg holdt en uge i maj på Steinerskolen efter højskoleopholdet. Jeg havde som en vanvittig forsøgt at argumenterer med mine forældre igennem flere år omkring forskellige filosofiske ting. Forsøgt at få dem til at forstå og høre mig, men jeg havde tabt alle diskussioner. Det gjorde jeg også denne gang. Så min 17 årige hjerne så ikke andre udveje andet end at låse mig inde og nægte at tage i skole. Jeg kom ikke ud og var på mit værelse et par dage og gik kun ud for at spise, når de var på arbejde.

Så kom der endelig hul på bylden og min mor meddelte mig følgende kort og koldt. Jeg måtte finde mig et arbejde et par måneder og efter sommerferien kunne jeg starte på HF. Begge to sad de overfor mig og min far sagde, at han aldrig ville kunne tilgive sig selv eller var det mig, at jeg ikke gennemførte Steinerskolen.

Dette brud har ikke været nemt og har givet mange vanskeligheder i vores forhold. Senere har min mor undskyldt, at de var for ensporede og snæversynede, men at de havde spurgt en af deres steinervenner om råd, og hun havde anbefalet dem at holde ved.

Det at have et tvangsægteskab med Steiner 24 t i døgnet, hvor mine forældres omgangskreds også kun omfattede disse mennesker, har givet mig en følelse af at være spærret inde i et samfund med meget faste regler og normer for, hvordan man skal leve. Det er der nogle mennesker, der kan trives med og andre må bryde ud og tænke selvstændigt.

Der kan være mange ting, man bliver nød til at gøre op med som voksen for at finde sin egen identitet og denne proces er for mig fuldstændig nødvendig.

Jeg er i dag kunstner og underviser og skulle med ”min perfekte Steinerskole baggrund” have masser af kreativitet som gave. Men jeg har været nød til at forkaste stort set alt. Det er f eks ikke kunst der laves i steinerskolernes fag ”maling”. Det er reproduktion, alle elever laver det samme på den samme måde. Det der derimod kendetegner kreativitet er evnen til at kunne tænke nyt at finde sit eget udtryk og forny dette gang på gang. Det jeg kan bruge i min kunst, er mere de oplevelser og følelser jeg har haft i steinerbevægelsens favntag, samt at jeg kan håndtere forskellige redskaber og har fået kendskab til en masse forskellige håndværk.

Der er så mange regler til de kreative produkter man skal fremstille i en Steinerskole, både mht. form og farve. Ting skal simpelthen se ud på en bestemt måde for at blive anerkendt og udført med ”de rigtige” teknikker. Således er akvarel og plantefarvede voksfarver, de første to teknikker man må anvende og senere lukkes få andre teknikker ind.

Jeg var på HF og ca. 18 år, da jeg første gang prøvede en sort akrylfarve. I dag kan jeg stadig mærke et gib i maven, når jeg bruger ”de forbudte farver”, men er bevidst om det og gør det så alligevel og ofte med et smil i mundvigen.

Jeg er i begyndelsen af fyrrene nu og tror simpelthen ikke på, at man kan skabe perfekte børn ved at give dem en steineropdragelse. Jeg tror, at resultatet af ”den perfekte opskrift” i stedet bliver mennesker, der har svært ved at finde selvstændig identitet, værdier og retning i tilværelsen. Andre (steinerpædagoger)har haft alt for travlt med alt for længe og intensivt at definerer for dem, hvad der er rigtigt og forkert. Denne voksenrolle gør det svært for børnene at lære at stole på egne følelser, ideer, meninger og tanker, hvilket for mig har haft alvorlige konsekvenser.

Det er min overbevisning, at det ikke er muligt at foreskrive bastante leveregler og pædagogik som er sand og eviggyldig, da livet i min optik er meget mere mangfoldigt. Det er fyldt med masser af smage, dufte og indtryk, som aldrig lader sig indfange i en enkelt opskrift eller sandhed.

Jeg er gang på gang blevet mødt med udsagnet fra mine forældre” Det er ikke Rudolf Steiners tanker der er noget galt med, men menneskene der skal efterleve dette”.

Så disse mine negative og barske erfaringer og oplevelser i steinerbevægelsen vil højst sandsynligt blive tilskrevet mine manglende åndelige og personlige egenskaber og på den måde kan man som deltager i steinerbevægelsen fralægge sig et ansvar.

Tilbage til Steinerpædagogik og Steinerkritik