Steinerpædagogik 2009

deathmaskRS

RUDOLF STEINERS PÆDAGOGIK :
(2009)

Da teosoffen og skaberen af ”antroposofien” tysk- østrigeren Rudolf Steiner (1861-1925) i de første årtier af det 20. århundrede rejste rundt i Europa med sine religiøse og pseudovidenskabelige foredrag, blev han ikke betragtet som en pædagogisk tænker. Dette havde sikkert heller ikke været hans hensigt, men alligevel blev han stifter af en slags pædagogisk retning.

I 1919 – året efter Tysklands (eller de tyske nationalisters !) traumatiske og pludselige nederlag i 1. Verdenskrig, blev Steiner opmuntret af sine tilhængere til at stifte de såkaldte Waldorfskoler. Dette initiativ blev starten på et praktisk pædagogisk virke.

Skjult pædagogik :

En far og en mor går på jorden og gør et barneværelse i stand. Oppe i himlen er der et barn, som ser det og spørger sin skytsengel, om det må komme ned til forældrene. Skytsenglen følger barnet på vej ned til jorden. Bagefter passer han på barnets himmelske klæder, indtil det kommer tilbage igen.”
(Indledningen på Steinerpædagogers fødselsdagsvers i danske Steinerbørnehaver)

I dag bliver Steinerskoler m.m. i visse kredse betragtet som et kreativt, medmenneskeligt og økologisk alternativ til de mere etablerede skoler. Det er ikke ualmindeligt, at mange børn i Steinerinstitutionerne er børn af veluddannede og kulturpersonligheder. – I visse kredse betragtes Steinerpædagogik nærmest som ”avantgarde”.

Men er forældre bekendt med, hvad det er for en pædagogik, de overlader deres børn til ? Er de bekendt med de religiøse påvirkninger, som børnene kan blive udsat for ? Jeg tror det ikke. Så her kommer et par eksempler på, hvordan Rudolf Steiner med ”åndelig” indsigt iagttager andre folks børn :

Hos dette barn ligger visse astrale partier helt åbenbart foran øjnene. Her er astrallegemet forstørret. Hun har astrale knolde for øjnene. Det viser sig i selve skriften. Hun forveksler bogstaverne helt konsekvent. Derfor skriver hun fx ”gsir” i stedet for ”gris”…Hvis det bliver ved, hvis det ikke hjælpes, kan det føre til groteske former for vanvid”
(Konferenzen mit den Lehren der Freien Waldorfschule in Stuttgart, 1919-1924, 3. bind, Dornach 1975, bd. 3 side 98/9)

Og selv om barnet fødes med forbryderøreflipper, bliver det ikke desto vigtigere, at vi så virkelig sørger for, at jeg´et ikke synker for dybt ned i den øvrige organisering. Gennem en kunstnerisk behandling i opdragelsen kan vi nemlig forhindre, at jeg ét, hos et menneske med degenerationstegn, synker for dybt ned i organiseringen ; så kan vi nemlig bevare ham mod at blive en forbryder”.
(Erzierung und Unterricht aus Menchenerkentniss, Dornach 1983, side 56f)

Og : ”Lad dem hellere blive stående et kvarter længere. Det er noget børnene ikke kan lide……Hvis de har måttet stå sådan tre gange, så skal de nok overveje hvert eneste minut. Lad dem bare stå rigtigt ubekvemt…Jeg tror, at man kan påvirke ganske godt med sådanne ting, hvis straffen på nogen måde hænger sammen med forbrydelsen, …og hvis man lader dem stå på et særligt ubekvemt sted…Under visse omstændigheder får de en smule krampe i benene.”
(Konferenzen mit den Lehren der Freien Waldorfschule, Stuttgart 1919-24, bind 1, side 159)

Her vil nogen måske forsvare Steiner med, at han var offer for sin tid. Men pointen er den, at allerede i Steiners samtid tog de fleste store pædagogiske tænkere afstand fra “sort” og gammeldags pædagogik.

Måske er der en uoverensstemmelse imellem det Steinerinstitutioner praktiserer indadtil og det de formidler udadtil.
Jes Beier (min tidligere studiekammerat på Steinerseminariet) og Mathias Hjort Jensen, som har gået i Steinerbørnehave og efterfølgende Steinerskole har i denne sammenhæng udtalt :

Jeg oplevede, at Steinerpædagogikken dybest set er en pædagogik, der hæmmer. Fordi den er så fastlåst i sit menneskesyn. Den arbejder med een facitliste – een sandhed. Og den måde kan du ikke arbejde med pædagogik på – i sociale sammenhænge, hvor alting måske passer den ene dag, men den næste dag falder det hele til jorden”.
(Jes Beier, fra artiklen : I Steiners spind, PLS- PULS nr. 3 2000)

I en alder, hvor man ikke helt har lært at skelne mellem fantasi og virkelighed, blev vi lullet ind i Rudolf Steiners okkulte (man kunne fristes til at skrive psykotiske) virkelighed. – Og det mener jeg ikke er psykisk sundt”.
(Mathias Hjort Jensen – fra hans egen artikel; Steinerbørnehaven og dens konsekvenser, som fandtes på Dialogcentrets hjemmeside i 2000)

Antroposofi og pædagogik :

Steinerpædagoger og andre Steinertilhængere kalder sig ”antroposoffer”! Men hvad er man egentlig, når man er ”antroposof” ? – Jeg tror, at man er tilhænger af Steiners lære og ideer. ”Antroposofi” er i virkeligheden ikke andet end ord, som dækker over en mands ”åndelige indsigt” og erfaringer. Mig bekendt har ingen antroposoffer endnu ”oplevet” det samme som Steiner, eller har været i stand til at videreudvikle antroposofien. Da antroposofi derfor udelukkende beror på Steiners autoritet og ”åndelige indsigt”, var det nok mere oplagt at kalde den Steinerisme.

Steinerpædagoger kan distancere sig til omverdenen, og få omverdenen til at tro, at man er noget ophøjet, når man er antroposof. Omverdenen vil alligevel aldrig kunne forstå, hvad antroposofi er, og får sikkert heller ikke nogen interesse i at forstå antroposofien!

Steinerpædagogikken er fyldt med religiøse elementer, og reinkarnationen er et vigtigt omdrejningspunkt. Dette vil Steinerpædagoger udadtil ikke stå ved, – og det er synd !
– For hvis Steinerpædogogerne turde erkende det religiøse, ville det lette forholdet til en skeptisk omverden. Dialogen kunne hermed være åben og ærlig, og Steinerpædagogikken kunne for mig at se – fremstå meget mere sympatisk !
Dette kan være en årsag til, at pædagogiske fagfolk kan have svært ved, at acceptere Steinerpædagogikkens religiøse baggrund og slaviske tilknytning til Steiners lære, som bl.a. flg. illustrerer :

”Jeg synes, det er problematisk at basere en pædagogik på teorier om sjælevandring og åndeverdener. Jeg har svært ved at acceptere argumenter af den type, som Steiner kommer med”.
(PhD. Michael Søgaard Larsen, Danmarks Pædagogiske Bibliotek om Steinerpædagogikkens kobling til antroposofien i ”Vores Børn” nr. 85, april 1998)

At Steinerpædagogikken i højt grad er tilpassende/konserverende ; en ø-pædagogik der er løsrevet fra det samfund børnene lever i. Der er ikke plads til det overskridende /fornyende. Pædagogerne følger fra punkt til prikke Steiners anvivninger ; de ændrede samfundsmæssige vilkår tages der ikke højde for”.
(Suzanne Ringsted : Esben Jerlangs Selvforvaltning – pædagogisk teori og praksis, Socialpædagogisk Bibliotek, 2. Udgave, 7. Oplag 1996)

Skjult racelære :

Den hvide races nye morgenrøde
Vil åbenbare sig på jorden
Først når denne race af de bedste mennesker
Opfatter materie-sindet
som beskæmmende, fordi det opløser
Det sande menneskevæsens bevidsthed.”

Digt af Rudolf Steiner (Den Nye Dialog nr. 93: Wahlsruftworte, 2. Folge, Dornach, NachlassVerwaltung,1953).

Steinerpædagogikken har en religiøs og okkult baggrund, som den ikke kan løbe fra. En baggrund som er meget omfattende og som også indeholder visse racistiske elementer. F.eks. er menneskehedens udvikling ifølge Steiner (og andre okkultister, – bl.a. visse nazister) ret tankevækkende.– F.eks. mente han, at menneskeheden havde udviklet sig fra åndelige, men mindre fysiske væsner til vor tids forskellige racer. Her har førervæsner blandt menneskene (germanere ?) ledt en slags udskillelse og delt menneskeheden i bl.a. racer og ”folkestammer”. De mest uegnede eller degenererede er blevet til dyr, – f.eks. er aberne degenererede mennesker.
Hvad Steiner mente om naturfolk, kan flg. udtalelse måske belyse:

Aberne er således degenererede mennesker fra en forbigangen tidsperiode. Ligesom mennesket engang var mere fuldkomment end nu, således var de (aberne) engang mere fuldkomne end nu. – Hvad der imidlertid er blevet inden for det menneskelige område har gennemgået en lignende proces, men kun inden for det menneskelige. I mange vilde folkestammer må vi også se de degenererede efterkommere af fordums højerestående menneskeformer. De sank ikke ned til dyriskhedens trin, men kun til de vildes trin”.
(Fra Akasha-kronikken, Strubes forlag 1984).

Steiner mente derfor, at nogle var mere åndeligt udviklet end andre. Han var overbevist om, at han var specielt indviet i den åndelige verden. Dette var en fantastisk verden, hvor han stiftede bekendtskab med de åndelige hierarkier.

Øverste lag i sådanne hierarkier kunne f.eks. bestå af historiske profeter som Jesus og Buddha, hvorefter ”klarsynede” som Steiner kunne tilhøre et efterfølgende lag. Sådan kunne det fortsætte ned til os almindelige mennesker.
Steiner udtalte i den sammenhæng, at man godt kunne være gode venner med dem, der havde mindre åndelig indsigt og nyde godt af deres hengivenhed. Men at røbe de åndelige hemmeligheder for disse åndeligt mindre bemidlede, betragtede Steiner som en forbrydelse.

Steiner blev ofte udsat for kritik i sin levetid. Han reagerede ved at omtale sine kritikere som åndeligt umodne, og påstod endvidere at disse ikke havde den rette åndelige indsigt .
Steiner udtalte derfor, at der skulle stå flg. i hans trykte foredrag :

Ingen kan afgive en kompetent bedømmelse af skrifterne, som ikke har tilegnet sig denne skole, enten gennem skolen selv eller på en måde, som af denne erkendes at have samme værdi. Andre bedømmelser afvises for så vidt, som forfatteren ikke indlader sig i nogen diskussion om skrifterne med dem, der har foretaget bedømmelsen”.

Det skal også nævnes, at der i Steiners foredrag er eksempler på overmenneskelige iagttagelser eller udtalelser, som kan minde om en slags ”åndsfascisme”.
F.eks. udtalte Steiner flg. om et problembarn eller ”problemtilfælde” :

Det er et af disse tilfælde, der forekommer stadig hyppigere, hvor børn fødes og menneskeformer er til stede, men som, hvad det højeste Jeg angår, ikke er mennesker, men tværtimod bliver udfyldt af væsener, der ikke tilhører menneskeklassen. Allerede siden halvfemserne(19. årh.), forekommer der mange jeg-løse mennesker, hvor der ikke forligger en reinkarnation, men hvor menneskeformen tværtimod udfyldes af en slags naturdæmon.”

Og senere fortæller Steiner i samme foredrag :

Men det vil vi ikke udbasunere i verden. Modstanden var allerede stor nok. Sådanne ting chokerer folk. Det fremkaldte et frygteligt chok, da jeg blev nødt til at sige, at en meget berømt universitetsprofessor med et stort ry, en forsker, at han efter et meget kort liv mellem død og ny fødsel var en reinkarneret neger. Men disse ting vil vi ikke forkynde i verden.” (Konferenzen mit den Lehren der Freien Waldorfschule in Stuttgart, Stuttgart 1919-24, 3. Bind, side 70)

Der har i de senere år været en del debat i Sverige, Norge og Tyskland m.fl. omhandlende det racistiske indhold i Steiners tekster og foredrag.
I efteråret 2007 kunne jeg på den norske hjemmeside “www.steinerkritikk.no” læse, at det tyske ”Familieministerium” overvejede, at censurere to bøger af Rudolf Steiner pga. racistisk indhold. Den tyske historiker Helmut Zander havde undersøgt en foredragsserie af Rudolf Steiner fra 1908-1910, hvor Steiner omtalte de forskellige menneskeracers placeringer i menneskehedens udvikling i forhold til deres hudfarver. Zander hævdede, at Steiner mente, at “sorte” var en ufærdig udgave af den menneskelige evolution, imens den hvide race repræsenterede den endelige fuldførelse. Derfor var familieministeriet bekymret for, at visse foredrag af Steiner kunne være skadelige for unge mennesker.

Debatten har også omhandlet ligheder imellem nazistiske ideologier og visse dele af Steiners foredrag. Der er skrevet artikler, som er udgivet på engelsk, tysk, svensk og norsk, der udover at beskrive sammenhænge imellem Steiners Antroposofi og fascismen også dokumenterer, at flere antroposoffer sympatiserede med nazismen og aktivt tog del i det tredje riges forbrydelser
(Læs bl.a. Peter Staudenmaiers artikel ; Antroposofi och ekofascism, Folkvett 2/2001).

Mine egne erfaringer :

Lad os tie om alt, hvad vi håndhæver i skolen. Lad os holde os til en slags skolehemmelighed”
(Konferenzen mit den Lehren der Freien Waldorfschule in Stuttgart, 1919-1924, bind 1, side 73).

Forklarede Steiner sine lærere i Waldorfskolerne (Steinerskolerne) i 1919. Kritikere har ment, at det også gælder for Steinerskolerne i dag. Dvs. at Steinerskolerne mener noget udadtil, men praktiserer noget andet indadtil. Spørgsmålet er så om den er blevet overført til det Rudolf Steiner Seminarium, hvor jeg studerede fra efteråret 1996 til sommeren 1999. Jeg er tilbøjelig til at tro det, hvilket mine erfaringer, støtter mig i.

Starten og optakten til et ”Steinerstudium” forekommer ganske uskyldig. Men når man har overstået de første måneder på Rudolf Steiner Pædagog-uddannelsen, begynder en okkult og fantastisk verdensopfattelse at åbenbare sig. F.eks. at menneskeheden blev skabt som åndelige væsener i Atlantis´ tågede verden for ca. 10.000 år siden. At der findes åndelige hierarkier, hvor kulturelt meget forskellige mytologiske guder som de græske og nordiske guder iflg. Steiner tilhører samme ”gudehierarki”. At vi som mennesker er vi omgivet af engle og ”elementarvæsener”- nisser, alfe og gnomer m.m, og at dæmoniske kræfter som Lucifer og Ariman (en old- persisk ond gud) har præget verdensudviklingen. Ja jeg kan fortsætte med, at berette om dette suspekte åndelige overflødighedshorn, men sætter grænsen her.

Men hvad med os studerende ? Havde vi medinflydelse på uddannelsen ?
I bekendtgørelsen om uddannelse af pædagoger (Bekendtgørelse nr. 930 af 8.12 1997. Bekendtgjort i lovtidende A) kan man læse at : ”De studerendes medindflydelse og medansvar skal fremmes gennem deltagelse i arbejdet med uddannelsens og undervisningens organisation, indhold og tilrettelæggelse.”
– Medindflydelse og medansvar fandtes stort set ikke på Steinerseminariet, da Steiners lære måske åbenbart VAR undervisningens indhold. De studerende havde ingen planlagte timer for sig selv. I de såkaldte ”samtaletimer” deltog en lærer, som også styrede timen og dagsordenen. Dette lagde uden tvivl en dæmper på de studerendes lyst til og muligheder for, at diskutere og kritisere uddannelsen blandt hinanden.

På første år var i øvrigt det almindeligt, at de studerende efter en periode afleverede deres notater til lærerne. Notaterne blev checket af lærerne. – Eller var det de studerende, der blev checket ?
– Hvem sagde ”Mind control” ?
Dette har måske, været medvirkende til, at flere medstuderende i uddannelsesforløbet ændrede personlighed i sådan et omfang, at de i praksis blev et villigt redskab for seminariets lærere.

Derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at Steineruddannelser er en magnet for tidligere misbrugere og folk med ubehandlede traumer. Det ene afhængighedsforhold kan her afløse det andet og derfor får de ”antroposofiske undervisere” en psykologisk magt, som de slet ikke kan håndtere. På den måde holder et totalitært system sig selv i gang !

Det er i øvrigt almindeligt, at Steineruddannelser reklamerer med en omfattende vifte af kreative fag. Her er det min erfaring, at hele den musiske/kreative undervisning på Steinerseminariet, kan føre til en kunstnerisk ensretning, da der kun er en måde, at udføre kunsten på ,- nemlig Steiners. Dette er ikke rigtig kreativitet, men snarere en kropslig og sanselig metode, hvorpå seminariet kan fuldføre en etapevis åndelig personlighedsforandring af de enkelte studerende. Jeg har for øvrigt bemærket, at uanset hvor i verden, at Steinerkunst bliver produceret, ender resultaterne med at blive uhyggelige ens.


Andre studerendes erfaringer :

Der er også andre tidligere studerende, der har skrevet om deres oplevelser på Steinerseminariet og efterfølgende praktikophold. Derfor vil jeg som afslutning citere fra et par læserbreve, som blev bragt i pædagogernes fagblad ”Børn og Unge” i henholdsvis december 2002 og november 2003:

Om mødet med seminariet : ”Bid for bid rykkede ”religionen” ind undervisningen. Steiner Pædagogseminariet er den gamle skole, og enhver form for selvstændig stillingtagen eller et forsøg på at stille spørgsmål ved Steiners påstande modtages her med slet skjult foragt. Denne form for undervisning skiller hurtigt fårene fra bukkene .”
(Heidi Thamestrup, Børn og Unge nr. 51, 2002).

Om mødet med praktikken i en Steinerbørnehave : ”De sidste dage før praktikken blev vi indprentet, at det åndelige i Steinerpædagogikken ikke måtte omtales i nærvær af børnenes forældre. De kunne jo blive skræmte , fordi de ikke havde indsigt i det åndelige.” .. og om selve praktikken : ” .. Overgreb både fysisk og psykisk. Specielt de psykiske som latterliggørelse, skammekrog, nedgøring, pålægning af skyldfølelse. Jeg kan blive ved, men det gør så ondt at hente det frem.”
(Heidi Thamestrup, Børn og Unge nr. 47, 2003)


Konklusion :

Min opfattelse og oplevelse er den, at Steinerpædagogikken (og antroposofien) kan optræde totalitær. Den bygger på en okkult baggrund og er i sit væsen – ganske (ny)religiøs. Pædagogikken kan ikke videreudvikles, da den udelukkende beror på Rudolf Steiners tanker og autoritet. Steinerpædagoger isolerer sig fra vor tids kulturelle og pædagogiske strømninger.

Kritik bliver afvist eller ignoreret og kritikere bliver dømt eller fordømt.

Tilsyneladende lever mange Steinerpædagoger og Antroposoffer i deres egen fantastiske og lukkede skinverden. Hvilket her i det moderne og teknologiske 2009 er både imponerende, pudsigt – og ganske tankevækkende.

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close