Steinerpædagogik

(Publiceret i ”Den Nye Dialog” nr. 79, 2000)

I en teknologisk og materialistisk tid som vores, er det blevet almindeligt at søge i mere åndelige, kreative, naturlige og økologiske retninger. Dette har gjort Steinerskoler og -institutioner attraktive, blandt andet på grund af deres såkaldt menneskelige pædagogik med vægtlæggen på kreative fag og økologiske holdninger.

Dette umiddelbart sympatiske indtryk fik mig til at vælge en uddannelse som Steinerpædagog. Men gennem denne uddannelse har jeg erfaret, at bag Steinerpædagogikkens og dens åndelige fundament – antroposofiens pæne overflade – findes en skjult okkult og åndelig, spekulativ og fantastisk verden. Denne verden er den endegyldige sandhed for (de fleste) steinerpædagoger og antroposoffer. Følgelig er det også mit indtryk, at Steiner var skaberen af en nyreligiøs bevægelse, som nærmer sig det sekteriske, når den er mest ekstrem. Derfor er det mit håb, at alle forældre, der overvejer steinerskoler og institutioner til deres børn, og unge mennesker, som vælger at studere ved steinerseminarier, kan blive bekendt med, hvad Steiners verden også indeholder, inden de pludselig står i en hverdag, hvor de udsættes for åndelige overgreb, som i værste fald kan resultere i gradvis personlighedsforandring.

Okkulte spekulationer

Efter de første måneder på en steineruddannelse, begynder Steiners okkulte og fantastiske verdensopfattelse at åbenbare sig. For eksempel at menneskeheden blev skabt som åndelige væsener i Atlantis’ tågede verden for cirka 10.000 år siden. At der findes åndelige hierarkier, hvor mytologiske guder som de græske og nordiske (der aldrig har haft noget med hinanden at gøre, og som tilhører vidt forskellige kulturer) tilhører samme “gudehierarki”, og at ærkeenglene Mikael og Gabriel tilhører et endnu højere åndeligt hierarki. At vi som mennesker er omgivet af engle og “elementarvæsener” som nisser, alfer og gnomer mm. Vi er også omgivet af dæmoner som Lucifer og Ariman (der vistnok er en oldpersisk, ond guddom). – Altsammen ifølge Steiner.

Ja, jeg kunne fortsætte med at berette fra dette særegne åndelige overflødighedshorn. Men jeg vil nøjes med at nævne, at antroposoffer sandelig betragter sig som kristne. Hvordan kan de tillade sig det, når Steiner blandt andet har lært dem, at Jesus oprindelig var to Jesusbørn, og at disse var reinkarnationer af Buddha og Zarathustra? Dette absurde fantasteri fjerner Steiners lære fra alt, hvad der kan kaldes historisk kristendom.

Grotesk er det også, at Steiner mener, at kristendommen bare er en del af eller er et skridt på vejen til den sande erkendelse eller lære – nemlig hans egen antroposofi. Da Steiner mener, at han er specielt indviet i den åndelige verden, bliver han af sine disciple (antroprosofferne) betragtet som den endelige profet.

Derfor mener jeg, at når antroposoffer kalder sig kristne, nærmer det sig et attentat på kristendommen. – Det er sikkert en kritik, antroposoffer har hørt før. Men de er i den betryggende situation, at Steiner har sagt, at de, der ikke forstår hans skrifter, er “åndeligt umodne”. Dermed ‘ved’ antroposoffer, at de er åndeligt mere udviklede end Steinerbevægelsens kritikere. Diskussion er heller ikke nødvendig, når mesteren har udtalt, at der skal stå følgende i hans trykte foredrag:
“Ingen kan afgive en kompetent bedømmelse af skrifterne, som ikke har tilegnet sig denne skole, enten gennem skolen selv eller på en måde, som af denne erkendes at have samme værdi. Andre bedømmelser afvises for så vidt, som forfatteren ikke indlader sig i nogen diskussion om skrifterne med dem, der har foretaget bedømmelsen.”Antroposofien kommer hermed til at ligne den ‘endegyldige sandhed’.

Skjult pædagogik

Steinerpædagogik er kendt som en menneskevenlig pædagogik, men der findes i Steiners foredrag eksempler på, at han via sin åndelige spekulation bringer afstumpede og nederdrægtige (blandt andet racistiske og småfacistiske) elementer ind i sin pædagogik.

Derfor vil jeg lade Steiner tale for sig selv med nogle få citater. Om et problembarn eller “problemtilfælde” skrev han:
“Det er et af disse tilfælde, der forekommer stadig hyppigere, hvor børn fødes og menneskeformer er til stede, men som, hvad angår det højeste Jeg, ikke er mennesker, men tværtimod bliver udfyldt af væsener, der ikke tilhører menneskeklassen. Allerede siden halvfemserne (l9. årh.), forekommer der mange jeg-løse mennesker, hvor der ikke forligger en reinkarnation, men hvor menneskeformen tværtimod udfyldes af en slags naturdæmon.”

Og senere fortæller Steiner i samme foredrag:
“Men det vil vi ikke udbasunere i verden. Modstanden var allerede stor nok. Sådanne ting chokerer folk. Det fremkaldte et frygteligt chok, da jeg blev nødt til at sige, at en meget berømt universitetsprofessor med et stort ry, en forsker, at han efter et meget kort liv mellem død og ny fødsel var en reinkarneret neger. Men disse ting vil vi ikke forkynde i verden.” (Konferenzen mit den Lehren der Freien Waldorfschule in Stuttgart, Stuttgart 1919-24, 3. bind, side 70).

Steiner forklarer, hvordan man behandler det “problematiske”, efter at have iagttaget det:
“Og selv om barnet fødes med forbryderøreflipper, bliver det ikke desto vigtigere, at vi så virkelig sørger for, at jeg’et ikke synker for dybt ned i den øvrige organisering. Gennem en rigtig kunstnerisk behandling i opdragelsen kan vi nemlig forhindre, at jeg’et, hos et menneske med degenerationstegn, synker for dybt ned i organiseringen; så kan vi nemlig bevare ham mod at blive en forbryder.” (Erziehung und Unterricht aus Menchenerkentniss, Dornach 1983, side 56f)

Og Steiner fortæller til sidst om, hvordan man straffer de børn, som kommer for sent til undervisning:
“Lad dem hellere blive stående et kvarter længere. Det er noget børnene ikke kan lide … Hvis de har måttet stå sådan tre gange, så skal de nok overveje hvert eneste minut. Lad dem bare stå rigtigt ubekvemt … Jeg tror, at man kan påvirke ganske godt med sådanne ting, hvis straffen på nogen måde hænger sammen med forbrydelsen, … og hvis man lader dem stå på et særligt ubekvemt sted … Under visse omstændigheder får de en smule krampe i benene.” (Konferenzen mit den Lehren …, bind 1, side 159)

Jeg blev ikke blevet gjort bekendt med disse udtalelser på min uddannelse på Rudolf Steiner Pædagogseminariet i Århus.

Mine egne erfaringer

“Lad os tie om alt, hvad vi håndhæver i skolen. Lad os holde os til en slags skolehemmelighed” sagde Steiner til sine lærere i Waldorfskolerne (Steinerskolerne) i 1919 (Konferenzen mit den Lehren …, bind 1, side 73). Kritikere har ment, at det også gælder for Steinerskolerne i dag – at Steinerskolerne mener noget udadtil, men praktiserer noget andet indadtil.

Spørgsmålet er, om den også er blevet overført til Rudolf Steiner Pædagogseminariet i Århus, hvor jeg studerede fra efteråret 1996 til sommeren 1999. Jeg er overbevist om det, men jeg kan ikke bevise det.

Men mine erfaringer derfra støtter mig i min overbevisning.

En af mine erfaringer er et tragisk eksempel på, at studerende uforberedt er blevet præsenteret for den okkulte antroposofiske verdensopfattelse, hvorefter de under deres uddannelsesforløb (og for nogle enkelte vedkommende meget sent i forløbet) må holde op på seminariet.

Men hvorfor kommer de overhovedet ind på et Rudolf Steiner Seminarium, og hvorfor henviser seminariets repræsentant dem ikke til de almindelige seminarier? Tja, det kan skyldes, at Rudolf Steiner Pædagogseminariet skal overleve og er derfor nødt til at lukke de ‘forkerte’ ind. Og hvis den studerende er på revalidering eller dagpenge, kan han eller hun blive ekstra interessant. For i stedet for de cirka 1800 kr pr måned, som seminariet får fra en SU-studerende, får det cirka 3600 kr pr måned fra de andre. Hvis man regner det ud på årsplan, giver det cirka 40.000 kr. Penge, som samfundet betaler, og som bliver til mange penge, inden den studerende måske bliver nødt til at stoppe efter 1-2 års uddannelse. Dyrt for samfundet og tragisk for den enkelte studerende, der må stå til regnskab for sin sagsbehandler og hermed også samfundet.

A og B studenter

Jeg følte også, at vi studerende reelt var delt op i et A-hold og et B-hold. A-holdet er studerende med steinerskolebaggrund, anden antroposofisk baggrund eller antroposofiske sværmere. B-holdet er dem med en anden baggrund, og de kan yderligere deles op i to, nemlig B-plus, der har en “dannet” adfærd, og som kan omformes antroposofisk (jeg tror, jeg hørte til den gruppe), og B-minus, den uopnåeligt håbløse gruppe med en angiveligt “vulgær materialistisk” adfærd.

Her er det min erfaring, at A-holdet er klart mere inde i varmen hos lærerkollegiet end B-holdet. Fravær blandt A’erne bliver tilsyneladende anderledes bedømt, og fakta fra min studietid er, at bestemte B’er med cirka samme fraværsprocent som visse A’er er blevet smidt ud (til arbejdsløshed), hvilket ingen A’er er blevet. B’erne bliver også udsat for mere opdragelse (eller såkaldt selvopdragelse) end A’erne. A’erne hjælper gerne lærerkollegiet med B’ernes opdragelse og udstiller også gerne problemer med B’erne for lærerkollegiet. Det er psykisk hårdt for B’erne, og der ikke noget at sige til, at mange af dem i min studietid var meget syge eller fraværende.

Ensretning

Angående den påståede kreativitet blandt steinerpædagoger, er det min erfaring, at hele den musiske og kreative undervisning på seminariet (som vel nærmest er kopieret fra steinerskolerne), fører til kunstnerisk ensretning, da der kun er én måde at udøve kunst på – nemlig Steiners. Dette er ‘anti-kreativitet’ og måske også den ikke-mentale og kropsligt-sanselige metode, hvorpå steineruddannelsen fuldfører den etapevise personlighedsforandring. Jeg har for øvrigt bemærket, at uanset hvor i verden steinerkunst bliver produceret, er den uhyggeligt ens.

Til slut vil jeg som et bud på den øvrige danske pædagogstands forhold til steinerpædagoger, citere fra Espen Jerlangs Selvforvaltning – pædagogisk teori og praksis (Socialpædagogisk Bibliotek, 2. Udgave, 7. Oplag 1996), hvor Suzanne Ringsted skriver om Steinerpædagogikken (på side 172):
“At Steinerpædagogikken i høj grad er tilpassende/konserverende; en ø-pædagogik der er løsrevet fra det samfund børnene lever i. Der er ikke plads til det overskridende/fornyende. Pædagogerne følger fra punkt til prikke Steiners anvisninger; de ændrede samfundsmæssige vilkår tages der ikke højde for.”

Tilbage til Steinerpædagogik og Steinerkritik