Steinerpædagogik 2019

IMG_20190213_093341839

Steinerpædagogik 2019

” En pædagogik som her i 2019 stadig mener – at børns indlæringsvanskeligheder og handicap kan “spores tilbage til problemer i tidligere liv” (karma og reinkarnation), vil altid være genstand for et kritisk eftersyn…”

I anledning af 100 året for Steinerskolernes oprettelse i 1919, har jeg her i 2019 løbende arbejdet på en ny opdateret artikel om Steinerpædagogik.

Der er blevet taget udgangspunkt i studerendes oplevelser på Steinerseminarier, børn og forældres møde med Steinerpædagogikken og pædagogikkens praksis i nutidens virkelighed.

Artiklen er delt op i afsnit, som kan læses seperat eller i samlet sammenhæng.

Har du kommentarer eller lignende til artiklen, er du velkommen til at skrive til mig her

IMG_20190215_131234

20 år med Steinerkritik

Det startede i 1999 med afslutningen af en pædagoguddannelse på Rudolf Steinerseminariet i Aarhus.

Vi havde været 28 studerende fra starten i 1996, men var nu i 1999 reduceret til 8. Heraf var vi et par stykker, som i et fællesskab med nogle andre studerende fra seminariet havde dannet en uformel gruppe af kritiske studerende. Mit bidrag hertil var primært skriverier om Steinerseminariet, som i 1999-2000 blev offentliggjort som læserbreve og artikler i forskellige fagblade og aviser.
(Se Steinerpædagogik 1999)

Reaktionerne fra Steinerverdenen var voldsomme. Jeg oplevede aggressive og intimiderende telefonopkald og fik skriftlige modsvar, hvor jeg blev beskyldt for alt fra – at være en – ”farlig mand” til en ”psykisk syg person”, som burde søge akut hjælp. Gruppen af kritiske Steinerstuderende endte med at gå i opløsning, da sådanne reaktioner fra Steinerfolk blev alt for voldsomme.

Jeg fortsatte i et par år med at skrive om Steinerverdenen og begyndte som følge heraf at modtage post fra andre afhoppere i Steinerverdenen.
Flere af dem var fra det andet Steinerseminarium i Danmark – nemlig det i Charlottenlund.

Efterhånden som livets mange andre udfordringer meldte sig, blev der længere imellem mine bidrag til Steinerkritikken.
Min artikel Steinerpædagogik 2009 skulle være min afrunding på mit bidrag. Men de ”ramte” i Steinerverdenen fortsatte med at skrive til mig – og igen var det især afhoppere fra Steinerseminariet i Charlottenlund.

Da jeg kom på facebook i 2012 fik jeg nye beskeder fra Steinerafhoppere – og da Weekendavisen ville skrive en artikel om Steinerinstitutioner i 2013 kunne jeg her videreformidle nogle af disse, som tilsyneladende også bidrog til den store artikel “Kampen om barndommen”.

Ligesom Steinerkritikken syntes at være afsluttet for mig, blev jeg kontaktet af en Steinerafhopper, som havde været en del af Steinermiljøet hele sit liv. Jeg publicerede hendes historie “Den perfekte opskrift” på min hjemmeside i 2016.

I 2018 og her i 2019 er jeg igen blevet gjort bekendt med den uforanderlige Steinerverden. – Og her er det igen Steinerseminariet i Charlottenlund, der spøger…
Så mange oplevelser i Steinerverdenen på forskellige steder og tidspunkter igennem 20 år – synes at bekræfte billedet af en lukket verden med 2 ansigter. Et udadtil – og et andet indadtil, der ikke tolererer kritik – og som udstiller og udskammer dem, som ikke deler deres oplevelse af denne lukkede verden.

Hvad denne Steinerverden indeholder af livssyn og pædagogik vil jeg gå i dybden med i de næste afsnit…

2019-2-15_139

Steinerpædagogik på Steinerseminariet

IMG_20190215_131413

Da man havde overlevet de første måneder, blev stoffet mere sekterisk. Vi begyndte at høre om astrallegemer og planeters virkning på organer. Der havde været to Jesus-figurer på Jorden, og vores strubehoved var egentlig vores rigtige hoved”.
Udtalelse fra en tidligere studerende på Rudolf Steiner Seminariet i Charlottenlund
Steinerpædagogik i Weekendavisen (2013)

Igennem 20 års indblik i de 2 danske Steiner pædagogseminarers indhold og hverdag kan jeg se 3 problemstillinger:

• En faglig problemstilling på de to SU-godkendte seminarier, hvor de ikke kan opfylde minimumsbetingelser i undervisningsministeriets bekendtgørelser for pædagoguddannelser, da uddannelserne næsten kun underviser i Rudolfs Steiners pædagogik.

• Steinerpædagogikken er kun en lille del af Steiners Antroposofi, som kan opleves som værende religiøs og altoverskyggende. Det reducerer Steinerpædagogikken til en begrænset pædagogik med kvalitativt ringe praktiske redskaber.

• Miljøet (eller ånden) på Steinerseminarier er præget af ensretning – med kollektiv udskamning af studerende, som træder ved siden af.

I 2000 var vi en gruppe studerende og færdiguddannede pædagoger fra det nu nedlagte Rudolf Steiner Pædagogseminarium i Aarhus, som deltog i artiklen ”I Steiners spind” i PLS- PULS (nr. 3 2000).
Artiklen beskrev et ringe fagligt niveau på seminariet, hvor studerende følte sig dårligt rustet til en pædagogisk virkelighed uden for Steinerverdenen.

Undervisningen levede ikke op til kravene i den daværende bekendtgørelse for uddannelse af pædagoger. Fag som pædagogik og psykologi refererede til Rudolf Steiners bog ”Almen Menneskekundskab, som grundlag for pædagogikken” (og den er ikke noget større pædagogisk værk).
Reinkarnation og Steiners spirituelle klarsyn var gennemgående temaer i uddannelsen og det kunne de interviewede ikke bruge i moderne pædagogisk praksis.

Den interviewede færdiguddannede pædagog Jes Beier konkluderede ganske sammenfattende om Steinerpædagogikken:
”Jeg oplevede, at Steinerpædagogikken dybest set er en pædagogik, der hæmmer. Fordi den er så fastlåst i sit menneskesyn. Den arbejder med een facitliste – een sandhed. Og den måde kan du ikke arbejde med pædagogik på – i sociale sammenhænge, hvor alting måske passer den ene dag, men den næste dag falder det hele til jorden”.
I Steiners Spind (PLS PULS nr 3 2000)

I pædagogernes fagblad ”Børn og Unge” kunne man også læse om Rudolf Steiner Pædagogseminariet i Aarhus. Den tidligere studerende Heidi Thamestrup beskrev konkret miljøet på seminariet i et par læserbreve, som blev bragt i henholdsvis 2002 og 2003:
Om mødet med seminariet : ”Bid for bid rykkede ”religionen” ind i undervisningen. Steiner Pædagogseminariet er den gamle skole, og enhver form for selvstændig stillingtagen eller et forsøg på at stille spørgsmål ved Steiners påstande modtages her med slet skjult foragt. Denne form for undervisning skiller hurtigt fårene fra bukkene .”
(Børn og Unge nr. 51, 2002)
Om mødet med praktikken i en Steinerbørnehave : ”De sidste dage før praktikken blev vi indprentet, at det åndelige i Steinerpædagogikken ikke måtte omtales i nærvær af børnenes forældre. De kunne jo blive skræmte , fordi de ikke havde indsigt i det åndelige.” .. og om børnenes hverdag i institutionen : ” .. Overgreb både fysisk og psykisk. Specielt de psykiske som latterliggørelse, skammekrog, nedgøring, pålægning af skyldfølelse. Jeg kan blive ved, men det gør så ondt at hente det frem.”
(Børn og Unge nr. 47, 2003)

I 2013 i Weekendavisen kunne man igen læse om de samme problemstillinger på et Steinerseminarium
Steinerpædagogik i Weekendavisen (2013)

Denne gang var det tidligere studerende på Steiner-seminariet i Charlottenlund, som beskrev et sekterisk miljø, hvor de fik besked om – at nedtone okkulte elementer i antroposofien over for forældre i børnehaver og vuggestuer – og hvor man lærte, at børns indlæringsvanskeligheder og handicap kunne spores tilbage til problemer i foregående liv.

En kvinde, der ikke ønskede at få sit navn frem, fik forlænget sit studie med halvandet år. Hun oplevede bl.a. at blive smidt uden for døren af en gæstelærer, fordi hun stillede spørgsmål til fordelene ved lydmeditation og hun beskrev også følgende:
”Meget af min studietid gik med at sige: ’hold da op – det er godt nok sært, det her’. De, der æder det råt, får gode karakterer, mens de kritiske får dårlige karakterer og bliver isoleret.”

En anden tidligere studerende konkluderede følgende i artiklen om seminariets faglige niveau:
”Ingen på mit hold var rustet til at gå ud og passe børn bagefter. De var ikke pædagoger, de havde jo ikke fået undervisning i pædagogik. Vi havde undervisning i antroposofi, dukkesyning og reinkarnation, men pædagogik havde vi kun en lille smule om på første år, og det handlede alt sammen om Rudolf Steiner. Det var ikke en uddannelse. Det er svært at uddanne folk i en fantasiverden.”

Rudolf Steiner Seminariet i Charlottenlund uddanner i dag stadig pædagoger. Jeg er i 2018 og her i 2019 bekendt med, at de samme problemstillinger gør sig gældende – og ligesom på min uddannelse i Aarhus 1996-99 illustreres det rammende med – et meget højt frafald på uddannelsen.

2019-2-15_11723

Forskellige opfattelser af Steinerpædagogikkens hverdag

Der er børn, der har en god og tryg hverdag i Steinerbørnehaver. Der er voksne, der har gode minder fra en barndom i Steinerskolerne og der er Steinerpædagoger, der vil gøre det bedste for børnene ude i Steinerinstitutionerne.

Gode oplevelser er der heldigvis mange af derude i Steinerhverdagen, men der er også tidligere Steinerskole-elever og forældre til børn i Steinerbørnehaver, som har mødt et andet ansigt i Steinerverdenen. Dette vil jeg arbejde videre med i dette afsnit…

Den forældrebaserede kritik begyndte at komme frem i årene omkring år 2000 i takt med at internettet blev mere udbredt. Internationalt var det især Waldorfcritics.org.
I Norge opstod Steinerkritikk.no og i Danmark Steinerkritik.dk.

I 2006 startede Mattias Wärn (indehaver af Steinerkritik.dk) en større meningsudveksling i pædagog-bladet Børn og Unge. Den var et godt billede på meget forskellige opfattelser af Steinerhverdagen.
Han havde som forælder i en Steinerbørnehave bl.a. oplevet en opdeling af forældre i A og B hold. Hvor A’erne havde Steinerbaggrund, var B’erne de uindviede uden rette baggrund. A’erne styrede sammen med pædagogerne børnehaven. B’erne blev mødt med skepsis og blev bevidst holdt udenfor.
Det var også Mattias Wärn’s oplevelse, at Rudolf Steiners antroposofi implicit styrede institutionen. Desuden mente han, at Steinerbørnehaverne “markedsførte sig falsk” (Børn og Unge nr 18 2006).

Der kom flere modsvar til kritikken af Steinerbørnehaverne. Kirsten Lykkegård som var leder af en Steinerbørnehave i Silkeborg kaldte det “anklager”, som hun “ikke ville stå model til” (Børn og Unge nr 21, 2006).
I samme nummer skrev en forælder (fra en Steinerskole), at han ikke genkendte opdelingen af forældre i A og B hold. Han tilstod dog, at han ikke selv kendte meget til antroposofien.
I efterfølgende nummer af bladet kaldte Patricia Holmberg (også leder af en Steinerbørnehave) kritikken for “en mistolkning af Rudolf Steiner”, som måtte være Mattias Wärn’s fortolkning af sine oplevelser. Hun mente også, at forældresamarbejdet var meget vigtigt og at hun aldrig kunne finde på at opdele i A og B hold (Børn og Unge nr 22, 2006).

Mattias Wärn afsluttede debatten (i Børn og Unge nr 23, 2006) med, at pointere – “At formålet ikke var at nedgøre Steinerverdenen eller pædagogerne, men at oplyse og dermed skabe åbenhed og gennemsigtighed”.

Den forældrebaserede kritik berører kun en del af den mangesidede Steinerverden.
I 2016 publicerede jeg artiklen “Den perfekte opskrift“.
Det var en voksen kvindes beretning om en barndom og ungdom med store afsavn.
Hun voksede op i en dogmatisk Steinerverden med mange forbud. TV og elektronisk musik var bandlyst og kosten som var biodynamisk bestod ofte af “klistret kogt knækket korn i store sammenkogte retter med udkogte porrer og gulerødder”.
Som tilhængere af Steiners Antroposofi mente hendes forældre, at “Steinerskolen var løsningen på alt – og at folkeskolen var et frygteligt sted at være.”

Da hun blev voksen brød hun med Steinersamfundet og arbejdede som kunstner og underviser.
Hun skulle med sin “Steinerskole-baggrund” have fået masser af – “kreativitet som gave”.
Men hun havde været nødt til at forkaste stort set alt, da det ikke var kunst, der blev lavet i Steinerskolen – men derimod “reproduktion”, da alle elever lavede det samme på den samme måde.

Hun har efter bruddet med Steinerbaggrunden ofte hørt udsagnet:
“At det er ikke Rudolf Steiners tanker der er noget galt med, men menneskene der skal efterleve dette” – og som afslutning på artiklen konkluderede hun hertil:
“Mine negative erfaringer og oplevelser i steinerbevægelsen vil højst sandsynligt blive tilskrevet mine manglende åndelige og personlige egenskaber og på den måde kan man som deltager i steinerbevægelsen fralægge sig et ansvar.”
(Den perfekte opskrift)

FB_IMG_1558679699455

I flere lande er der i dag Steinerkritikere, som forlanger en større åbenhed omkring antroposofien.
I Norge har debatten om Steinerinstitutioner raset, da det bl.a. kom frem, at Steinerskoler delte elever op efter deres krops- og ansigtsform. 

I artiklen Steinerpædagogik i Weekendavisen (2013) kunne Kristín Sandberg og Trond Kristoffersen, som har skrevet bogen Det de ikke forteller oss – Steinerskolens okkulte grunnlag  –bekræfte billedet af en voldsom debat om Steinerpædagogik i Norge, hvor flere forældre følte sig forført af Steinerinstitutioner, der ikke oplyste dem om det religiøse grundlag.
De havde bl.a. bemærket, at forældre fik en følelse af nostalgi og gamle dage, når de besøgte Steinerbørnehaven (som i øvrigt aldrig ville have nogen interesse i at indvie dem i – at det var noget religiøst, der foregik). De mente desuden, at Steinerpædagoger talte om noget, der mindede meget om personlig vækst – nemlig (implicit) børns åndelige vækst – og hvor der internt blev brugt“okkulte begrundelser som astrallegemer og reinkarnation”.

Som afslutning i artiklen Steinerpædagogik i Weekendavisen (2013) konkluderede Kristín Sandberg og Trond Kristoffersen at :
“Forældre og pædagoger kører ad to parallelle spor, som aldrig mødes. Forældrene ville aldrig vælge en skole, der var åben om sin religiøsitet. Derfor har alle en interesse i at underspille det religiøse element i Steiner-bevægelsen”.

0_facebook_1558552892137~2

Den uforanderlige (men forførende) Steinerpædagogik

Da jeg afsluttede min uddannelse som Steinerpædagog i 1999, forestillede jeg mig ikke, at Steinerinstitutionerne ville komme på nettet, da de dengang mente, at internet og hjemmesider var noget, som hørte hjemme i den “forbudte materialistiske verden” .
Men da de så alligevel kom på internettet i 2000 tallet, åbenbarede en fantastisk ensartet verden sig. Steiner/Waldorf skoler og børnehaver mm. så ens ud på deres hjemmesider overalt i den ganske verden.
Rudolf Steiners bløde og runde former i arkitekturen kunne ses på alle bygninger. Børnene malede med de samme farver, teknikkerne var de samme og ikke mindst de endelige værker/produkter var påfaldende ens – uanset om de var lavet i Europa eller en anden verdensdel.

I artiklen “Den perfekte opskrift” fortalte en kunstner, som havde gået i Steinerskole, at hun havde været nødt til at forkaste stort set alt, hvad hun havde lært i Steinerskolen, da hun ikke mente, at det var kunst, som blev lavet i skolen.
Hun mente derimod, at det var reproduktion, da alle elever lavede det samme på den samme måde (se afsnittet “Forskellige opfattelser af Steinerpædagogikkens hverdag”).

En ensartet fremgangsmåde med samme teknikker, som fører til reproduktioner overalt – er ikke unik kunst, men derimod et “design” – med prototyper lavet af Rudolf Steiner for 100 år siden.
Så ligesom Rudolf Steiners pædagogik er en afløber af hans antroposofi, er pædagogikkens stærke “brand” nemlig – kreativiteten – en afløber af hans kunstneriske virke, som (på trods af det ellers sympatisk høje tidsforbrug på kreative fag) ikke har skabt noget specielt fornyende eller nævneværdig kunst siden – 1919…

IMG_20190301_145716017

På trods af mangel på fornyelse, kunne man i artiklen “Steinerpædagogik i Weekendavisen (2013)” læse, at Steinerbørnehaver var blevet populære i København og Nordsjælland. Bla. var det naturmaterialerne, det kreative og de økologiske elementer i Steinerpædagogikken, der var særligt tiltrækkende.
Men hvordan forholder det sig med de øvrige pædagogiske redskaber i Steinerpædagogikken her i 2019 ?
Hvordan agerer Steinerinstitutionernes pædagoger i en pædagogisk hverdag, hvor dagene aldrig er ens ? Er de klædt på til nutidens arbejde med eks. inklusion og relationer ?

I artiklen i Weekendavisen kunne man læse, at studerende fra Steinerseminariet i Charlottenlund følte, at de ikke var klædt på til den praktiske pædagogiske virkelighed ude i det moderne samfund. Ja vist havde de lært om det åndelige i Rudolf Steiners Antroposofi (som jo VAR grundlaget for Steinerpædagogikken). Men håndgribelige praktiske pædagogiske redskaber var der ikke meget af på Steinerseminariet. (Se afsnittet Steinerpædagogik på Steinerseminariet).

Med bla. det som Steinerpædagog-studerende har oplevet i 1999, 2013 og her i 2019, kan det virke som om, at Rudolf Steiners pædagogik ikke har udviklet sig siden hans død i 1925. Der er heller ikke noget, der tyder på, at hans efterfølgere har haft nogen interesse i at frigøre pædagogikken fra sit åndelige favntag – og at de ikke har haft nogen motivation for at inddrage nyere pædagogiske impulser.

Imens pædagoger overalt i danske institutioner arbejder med relationer i børnenes liv og hverdag som en naturlig pædagogisk praksis, er relationer i Steinerinstitutioner religiøse ideer såsom “karma og reinkarnation” (hvor Steinerpædagoger spekulerer i børns tidligere liv).
Det kan jeg her i 2019 kun betragte som en “Pseudopædagogik”, der er langt fra at være en rigtig pædagogisk praksis…

FB_IMG_1558534465061

Uden sit Antroposofiske Anker vil Steinerpædagogikken drive ud på det Pluralistiske Hav og forlise…

Her i 2019 er Danmarks nordligste Steinerskole tæt på at lukke.

Nordjyske.dk kunne jeg læse, at Hjørring Steinerskole nærmede sig en konkurs. Det var eftervirkningerne af et kaotisk efterår i 2017, der endte med en drastisk reduktion af skolens elevtal.

Om den turbulente tid i Hjørring Steinerskole skrev Nordjyske.dk :
”Det er noget af en rutsjebanetur, der har præget skolen, siden den i august 2017 kunne notere et rekordstort antal elever på 76.
I løbet af efteråret opstod der imidlertid splid i bestyrelsen og forældrekredsen om værdigrundlaget for skolen.
Leder Steffan Rønnow blev afskediget, og en del af forældrekredsen ønskede, at man skulle lægge afstand til Rudolf Steiner – pædagogikken.
Der var også anonyme mails i omløb med beskyldninger mod den fyrede leder.
Striden resulterede i udmeldte børn og elevtallet dalede på kort tid fra 76 til 46.
Tilhængerne af at fortsætte skolen som en steinerskole fik senere genvundet magten på skolen, og man forsøgte at få skuden på ret kurs igen.
Steffan Rønnow blev også genansat som leder.”

Det er en historie, som er set før i andre Steinerskoler og institutioner, hvor der er opstået en overvægt af forældre, som ikke har kendskab til Steinerpædagogikkens religiøse baggrund.
De tror, at de har valgt en progressiv pædagogik, der med bæredygtige ideer kan nedsætte nutidens krævende tempo.
Men pludselig erfarer de, at de får religiøs spekulation med i købet. Fejlagtigt tror de, at de kan fjerne det religiøse fra Rudolf Steiners pædagogik og lave den om til en moderne “Steinerpædagogik Light”. Men det projekt vil aldrig lykkes.
Rudolf Steiners efterfølgere som er skolet i Steiners “Antroposofi” vil aldrig kunne slippe Steinerpædagogikken fri fra denne baggrund.
For uden dette “Antroposofiske Anker” vil Steinerpædagogikken drive bort – og forlise et sted ude på store “Pluralistiske Hav”….

FB_IMG_1558533678506

Kan Steinerpædagogikkens udøvere bryde med gentagne negative mønstre ?

Med et anker der hænger fast i Steiners Antroposofi, kan det synes svært at gennemskue Steinerpædagogikkens fremtidige kurs.
Egentlig har pædagogikkens praktikere et godt produkt i forhold til en fremtid baseret på grøn omstilling. For imens de fleste af os taler om, hvordan vi kan leve bæredygtigt – er bæredygtighed allerede en livsførelse, som Steinerfolk udøver i praksis.
Men denne livsførelse har også udfordringer, som synes at ligge i dens implicitte religiøse baggrund. Det er sjældent den baggrund, de nye brugere i Steinerinstitutioner møder og derfor opstår der ofte konflikter og 
dramatiske opgør.
Forældre melder deres børn ud af Steinerskoler og børnehaver. Studerende falder fra  Steinerseminarier i et omfang, der ligger imellem 50-75 %.  Nogle er endda så traumatiserede, at de må opsøge hjælp for at komme videre med tilværelsen.

Det er genkendelige negative mønstre  og derfor vil jeg med mine 23 års indsigt i Steinertilhængernes uforanderlige verden, som afslutning på projektet “Steinerpædagogik 2019” komme med mine anbefalinger til fremtidens arbejde med Steinerpædagogikkens udfordringer.

Slip kreativiteten fri :
Steinerinstitutionerne er kendt for deres kreativitet. Men som beskrevet i artiklen her, har den sine begrænsninger. I stedet for at gentage de samme teknikker og motiver igen og igen, kan de bruges som et udgangspunkt for videre selvstændig kreativ udvikling. Lad børnene udvikle og udforske deres egen kreativitet. Brug teknikker og materialer, som findes udenfor Steinerverdenen. Hvis børnene får lov til, at udfolde sig i kreativitetens mangfoldige verden, kan det være, at de som voksne værdsætter de allerførste teknikker de mødte i Steinerbørnehaven eller skolen. -Fremfor at se ned på dem.

Vær åben overfor kritik :
Steinerinstitutionerne vil altid møde kritik.
Lyt til kritikken. Det er i orden, at være uenig i kritikken, men giv plads til den. – Både internt og eksternt.
Førdøm ikke den, der er kritisk og stop kollektiv udskamning.
Når Rudolf Steiners verden bliver så intens som den eks. er på Steinerseminarier, vil der altid være kritiske studerende. Anerkend disse og giv plads til, at de kan gennemføre uddannelsen som ligeværdige individer.

Vær ærlig omkring Steinerpædagogikkens religiøse baggrund :
Pædagogikken er en del af Rudolf Steiners Antroposofi. Det vil den altid være. Fortæl om det på hjemmesider og andet informationsmateriale.
Måske afskrækker det nogen, men der er mange mennesker derude, der er åndeligt søgende.
De er sikkert ikke alle til Rudolf Steiners lære, men kan måske alligevel affinde sig med nogle ligheder – og desuden vil det jo være ærgerligt, at Steinertilhængerne forliser et fint bæredygtigt projekt, bare fordi de ikke står ved deres religiøsitet…

Afslutning Steinerpædagogik 2019

Nu hvor jeg har afsluttet mit arbejde med “Steinerpædagogik 2019”, vil jeg nævne nogle temaer i Steinerverdenen, som ikke har fået plads her.
Bl.a. hvem var Rudolf Steiner og hvad er hans Antroposofi ?
Dette har ikke været et tema denne gang, da målet udelukkende har været en analyse af Steiners efterfølgeres arbejde med hans Antroposofiske pædagogik.
Desuden har jeg fravalgt længere beskrivelser af mine egne erfaringer i Steinerverdenen, men vil dog henvise til min artikel Steinerpædagogik 1999
Jeg har endvidere fravalgt, at gå ind i diskussionen omkring MFR vaccination til børn, selvom der er stor modstand mod vaccinationer blandt Steinerpædagoger og Steinerforældre.

Med mit valg af fokus på selve Steinerpædagogikken er jeg blevet i den del af Steinerverdenen, som var mit udgangspunkt. Nemlig mit valg, at jeg ville være pædagog.
Og som uddannet Steinerpædagog kan jeg her 20 år efter afsluttet uddannelse konkludere, at Steinerpædagogikken er ganske uforanderlig.
Alt er tilsyneladende det samme !
Men det er jo nok meningen med Rudolf Steiners pædagogik…

Tilbage til Steinerpædagogik og Steinerkritik

facebook_1558679855581

%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close