Steinerpædagogik i Weekendavisen (2013)

Se FLERE ARTIKLER PÅ STEINERKRITIK.DK

Barndommens vogtere

Modbevægelse.

Rudolf Steiner børnehaver er blevet populære i København og Nordsjælland. Forældre vælger den anti-intellektuelle pædagogik i protest mod faglighed, læreplaner, iPads og fremmedsprog. Men tidligere studerende på Rudolf Steiners pædagogseminarer fortæller om et sekterisk miljø med okkulte teorier og social kontrol.

Af Markus Bernnsen

Nogle Steiner-børn påstår, at de resten af deres liv vil kunne genkende en Rudolf Steinerbørnehave med bind for øjnene. Lugten afslører dem.

En Steiner-institution dufter af nybagt brød, bagt på biodynamisk korn og malet på en gammeldags valse. Af lavendler og æteriske olier, som blandes med vand og bruges til håndvask. Af nøgne trælegeklodser, som i modsætning til bøger, biler, bolde og alt med plastic eller Spiderman er tilladt i institutionerne. Det er en lugt, som tiltrækker mange storbyforældre for tiden.

Ifølge Sammenslutningen af Rudolf Steiner Børnehaver og Vuggestuer oplever institutionerne en særlig stor søgning i København og Nordsjælland. Ventelisterne vokser, og en række nye børnehaver og vuggestuer er åbnet i de seneste fem år. I Gentofte får en institution to eller tre tilmeldinger om dagen, og i København er en venteliste blevet så lang, at lederen er holdt op med at skrive nye børn op. Fremgangen gælder kun Rudolf Steiners daginstitutioner, ikke Steiner-skolerne, som har haft en stabil søgning de seneste år.

Spørger man den nye generation af forældre om fordelene ved en Steiner-børnehave, fortæller de om udendørslivet, naturmaterialerne, den frie leg og den faste døgnrytme. Antroposofien, som er den teoretiske kerne i østrigske Rudolf Steiners (1861-1925) pædagogik, spiller en mindre rolle.

Men sådan forholder det sig ikke på de seminarer, der uddanner pædagoger til landets Steinerinstitutioner.

Weekendavisen har talt med tidligere elever på Steiner-seminariet i Charlottenlund, som tegner et billede af et sekterisk miljø, hvor pædagoger får besked om at nedtone de okkulte elementer i antroposofien over for forældre i børnehaver og vuggestuer. Hvor man i faget Reinkarnation får at vide, at børns indlæringsvanskeligheder og handicap kan spores tilbage til problemer i foregående liv. Hvor børn deles op i »temperamenter«, der svarer til kropsvæsker og himmellegemer.

Hvor evolutionslære blot er én blandt mange teorier. Hvor studerende, der skriver rosende opgaver om Steiner-pædagogik, belønnes med høje karakterer, og kritikere straffes med lave karakterer og social eksklusion. Man betaler 2.650 kroner om måneden for at være indskrevet i Charlottenlund og kan risikere at få forlænget det med halve og hele år.

En 30-årig kvinde, der ikke ønsker at få sit navn frem, fik forlænget sit studie med halvandet år. Hun oplevede også at blive smidt uden for døren af en gæstelærer, fordi hun stillede spørgsmål til fordelene ved lydmeditation.

»Meget af min studietid gik med at sige: ’hold da op – det er godt nok sært, det her’. De, der æder det råt, får gode karakterer, mens de kritiske får dårlige karakterer og bliver isoleret.«

To Jesus-figurer

Det er ikke første gang, der bliver rejst kritik af Steiner-seminarerne. Frank Monrad Christensen blev i 1999 uddannet fra pædagogseminariet i Aarhus, der i mellemtiden er flyttet til Skanderborg.

»Folk blev knækket psykisk, som man bliver det i en nyreligiøs sekt,« siger han. »Det er en totalitær undervisningsform, hvor man ikke tillader kritik.«

En anden 30-årig kvinde blev færdiguddannet fra Rudolf Steiner seminariet i Charlottenlund sidste sommer og er i dag indskrevet på et offentligt pædagogseminarium. Hun fortæller, at studerende først blev introduceret for kernen i antroposofien efter et seks uger langt praktikophold på uddannelsens første år.

»Da man havde overlevet de første måneder, blev stoffet mere sekterisk. Vi begyndte at høre om astrallegemer og planeters virkning på organer.

Der havde været to Jesus-figurer på Jorden, og vores strubehoved var egentlig vores rigtige hoved, som aldrig var blevet færdigudviklet. Det er så snørklet, at det er svært at få til at lyde  sammenhængende.« Da hun på tredje år var med til at tage imod nye Steiner-elever og høre dem fortælle om deres baggrunde, gik det op for hende, at størstedelen af kvinderne havde gennemgået en livskrise af en eller anden art. Nu sad de i den hyggelige villa i Charlottenlund med de bløde materialer og blide farver. »Det er så hyggeligt og hjemligt til at begynde med. Der bliver ikke stillet nogen krav til dig, så længe du kan lægge din månedlige betaling.«

Efterhånden begyndte hendes medstuderende at klæde sig ens. I Steiner-universet har hver ugedag sin egen farve og tilhørende kornsort. »Langsomt kunne man se, at folk redte deres hår mindre og begyndte at gå i det tøj, der svarer til ugedagene. De begyndte at tale om Steiner hele tiden: ’Steiner siger, man skal gøre sådan’.’Steiner skrev sådan og sådan.’« Hun fortsætter: »Ingen på mit hold var rustet til at gå ud og passe børn bagefter. De var ikke pædagoger, de havde jo ikke fået undervisning i pædagogik. Vi havde undervisning i antroposofi, dukkesyning og reinkarnation, men pædagogik havde vi kun en lille smule om på første år, og det handlede alt sammen om Rudolf Steiner. Det var ikke en uddannelse. Det er svært at uddanne folk i en fantasiverden.«

Kampen om barndommen

Kontaktlærer for 1. års-studerende på seminariet i Charlottenlund, Susanne Juhl-Nielsen, kan ikke genkende ret meget af kritikken.

»I en studieflok på 80 studerende kan der være folk, der oplever, at nogle bliver favoriseret, og andre ikke gør. Som pædagog kan jeg kun svare på, at jeg ikke favoriserer. Jeg er ikke med i de andre læreres timer og kan ikke afvise, at det kommer til at ske.« Det er rigtigt, at mange af de problemer, børn kan have, begynder i tidligere liv, men der kan også være alle mulige andre forklaringer, siger hun.

»Jeg ved ikke, hvad de andre lærere siger om evolutionslære, men det er vel en teori, og efterhånden en ret velunderbygget teori. Men min interesse er ikke på evolutionsteori, den er på hele menneskets psykologi, som den nu engang er.« Det passer heller ikke, at Steiner-pædagoger ikke følger med tiden, mener Susanne Juhl-Nielsen.

»Vores måde at forholde os til pædagogik, forældre og omgivelser på har udviklet sig rigtig meget, siden dengang i 1970erne, hvor vi var jaget vildt. Man er mere opmærksom på børns vanskeligheder i dag. Man er mere veluddannet omkring ADHD og forskellige andre bogstavkombinationer, som børn kan have. Jeg synes, vi følger godt med i, hvad der bliver lavet af forskning på det pædagogiske og udviklingsmæssige område.«

Steiner-børnehavernes opblomstring i københavnsområdet er en del af en større børneflugt fra de offentlige daginstitutioner til private tilbud. I 2005 fandtes der kun fire private daginstitutioner i landet. I 2012 var der 344. Men netop Steiner-institutionernes succes lader også til at have en anden årsag. I 1970erne kunne Steiner-pionérer ganske rigtigt risikere at blive kaldt »uldkartere« eller medlemmer af en »plasticforskrækket sekt«. Det har ændret sig. Medlemmer af Antroposofisk Selskab holder foredrag for offentligt ansatte pædagoger, og tidligere i år kunne man i pædagogernes fagblad, Børn og Unge, læse den rosende jubilæumsartiklen »100 år og stadig fuld af liv«.

Man kunne vælge at betragte den øgede interesse for Rudolf Steiners univers som en slagsprotest mod den faglighed, som presses længere og længere ned i barndommen. Sidste år krævede daværende børne- og undervisningsminister Christine Antorini, at man helt ned i vuggestuerne skulle »væk fra den frie leg«. Børnehaveklassen hedder i dag »0. klasse«, er obligatorisk, og pædagogernelaver læreplaner med tælle- og sproglege.

Odder Kommune forærer alle børnehavebørn en iPad, så de kan være på forkant.

Men i Steiner-børnehaver har man slet ikke så travlt. Her skal børn først lære at læse, når de er åndeligt udviklede, helt konkret når de har fået tænder som 6-7-årige. Der er ingen teknologi eller mærkevarelegetøj. De voksne er rollemodeller, som laver »meningsfuldt« arbejde med deres hænder i haven, værkstedet eller køkkenet.

Det er en international modbevægelse, og en paradoksal en af slagsen. I Californiens SiliconValley melder et voksende antal ingeniører og it-chefer deres børn ind i Steiner-skoler, hvor teknologi er forbudt.

I vedtægterne til Den Internationale Sammenslutning for Steiner/Waldorf Pædagogik kan man læse, at: »På baggrund af de herskende materialistiske tilbøjeligheder i pædagogik og den moderne kultur, er beskyttelsen og faktisk redningen af barndommen som det grundlæggende stadie i hver enkeltes livsudfoldelse blevet et verdensomspændende pionerarbejde.«

Synne Petersen forstår godt den kamp. Hun er mor til tre børn i en Steinerskole og -børnehave og valgte sidste år at supplere sin uddannelse som psykiatrisk sygeplejerske med et studie på Steiners lærerseminarium i København. »Jeg tror, at vi er den generation af forældre, som er allermest belæst og allermest forvirrede. Min generation kan ikke skifte en ble, uden at gå ind på et online forum og høre, hvilket mærke de andre har brugt. Vi hidser os op over de mindste problemer. I en Steiner-børnehave står der en fuldstændig grounded pædagog og siger: ’Tror du ikke, at lille Kamille nok skal løse det helt af sig selv?’ Det er så befriende.« Mens alle andre vil klemme mere virkelighed ind i børns hoveder, flere tests og mere videnskab, værner Steiner om fantasien, mener Synne Petersen. »Det er, som om det er de voksne, der er på besøg i børnenes univers.«

Man køber en pakke

Forretningsudvalget i Sammenslutningen af Rudolf Steiner Børnehaver og Vuggestuer har inviteret på frokost i et stråtækt hus for bunden af Jægersborg Allé i Charlottenlund. Vi spiser ris med karry, råkost og stegt tofu med sesam. Rikke Rosengren startede Børneøen Bonsai i 2000 efter at have uddannet sig til Steinerpædagog i Australien. Hun forklarer, at hun selv tror på reinkarnation, men at de ansatte ikke diskuterer religion eller antroposofi på arbejdspladsen.

»Antroposofi er en personlig livsfilosofi, og det er op til den enkelte pædagog, hvor meget de vil bruge den i deres liv. Vi har 24 medarbejdere, og nogle af dem tror på reinkarnation, og det skal der være plads til. Men vi går ikke rundt og taler om det – hverken med børn eller forældre.«

Huset rummer lidt mere end 100 børn, og ventelisten en god del flere. Nogle forældre til børn i Bonsai er begyndt at søge Gentofte Kommune om dispensation, så deres børn kan slippe for 0.klasse og blive et år mere i Steiner-universet. Det er nogle lidt andre forældre end for ti år siden, er de tre ledere enige om.

»Før så vi mest forældre, der havde truffet et meget bevidst valg om, at deres børn skulle i en Steinerbørnehave,« siger Helle Heckmann, der har 27 års erfaring som Steinerpædagog og leder børnehaven Nøkken i Københavns Nordvestkvarter. »Nu leder mange unge forældre efter nogle faste rammer til deres børn, fordi de ikke selv har haft dem. De siger: ‘Jeg var selv i institution i ti timer hver dag, og jeg var altid den sidste, der blev hentet – det skal mit barn i hvert fald ikke opleve!’«. »Vi kan også se, at det bliver et socialt netværk for vores forældre,« siger Rikke Rosenberg. »De bliver venner og ses stadig, længe efter at børnene er gået videre i skole.« De har fundet sammen om nogle værdier, mener Merete Malmberg fra Steiner Børnehave og småbørnsgruppe i Kvistgård. »Man har købt en pakke, når man vælger en Steinerbørnehave. Der følger nogle ting med. Man kan ikke invitere sit barns venner med hjem og se »Motorsavsmassakren«, hvis man går i en Steiner-børnehave. Man har sagt ja til et fællesskab,hvor man forpligter sig til at passe på både sine egne børn og deres venner. Det hænger sammen.« »Forældre i dag ved ikke, hvad de skal foretage sig med deres børn,« siger Merete Malmberg. »De går i Zoologisk Have den ene dag og i Tivoli den næste. I weekenden kører de børnene rundt til alle mulige arrangementer, så børnene er helt stressede, når de kommer i børnehave om mandagen. De har svært ved at tro, at det bedste, de kan gøre for deres børn, er at være derhjemme og rydde op og gøre rent. Vaske cyklen, sætte i opvaskemaskinen.Være synlig. De tror, at kvalitetstid er at tage ud og betale for at lave noget med deres børn. Men egentlig er det jo alt det, som vores mormødre gik og lavede i hjemmet, der er rigtig kvalitetstid.«

To spor, der aldrig mødes

Livet i en Steiner-børnehave ligner da også noget fra Rudolf Steiners tid. I haven bag Børneøen Bonsai sidder en pædagog ved et langbord og syr hyben på en krans til fredagens høstfest. Omgivet af små børn er en anden i færd med at male korn på en gammeldags valse. Indenfor har dukker utydelige ansigter, så børn selv kan skabe dem med deres fantasi.

På Steiner-børnehavers hjemmesider og i nyhedsbreve kan forældre følge med i, at deres børn leger riddere, drager, sørøvere, alfer eller dværge. Der bor en eventyrfe på stuen, som man skal være sød ved. Op til Mikaelsfesten laver de sandhedskapper og stjernebånd. I stedet for at bruge for meget solcreme, kan man »behandle med antroposofisk medicin«. Forældre kan melde sig til meditation hos en »meditationslærer og antroposofisk konsulent «. Der bydes velkommen til nye Steinerbørn: April, Flora, Fenja, Sølvig, Sole, Ståle og Chili.

I en Steiner-børnehave mellem nybyggede højhuse på Amager er forældre i overalls og ternede skjorter samlet til høstfest. De ordner haven, maler et hønsehus på tagterrassen og snitter grøntsager til frokosten. Kvinder planter og laver mad, mænd bygger og maler. Drengene har langt hår og sixpence på hovedet. Flere af de arbejdende forældre i bondetøj kan genkendes fra Københavns kulturscene.

Det ligner mange danskeres drøm om et trygt og sundt børneliv. Betyder det så noget, hvad pædagogerne tror eller ikke tror på? I en række lande findes sammenslutninger af Rudolf Steiner-kritikere, som mener det. De forlanger en større åbenhed omkring antroposofien. Særligt i Norge har debatten om Steinerinstitutioner raset, da det kom frem, at Steinerskoler delte elever op efter deres krops- og ansigtsform. Kristín Sandberg og Trond Kristoffersen har skrevet bogen Det de ikke forteller oss – Steinerskolens okkulte grunnlag og bestyrer forummet steinerkritikk.no. Der findes også danske, svenske og britiske Steiner-kritiske hjemmesider.

»Paradokset er, at Steiner er en ekstremt antiintellektuel pædagogik, som bliver valgt af flere og flere intellektuelle forældre,« siger Kristín Sandberg. »Forældre vil gerne værne om barndommen og lægger vægt på børns personlige vækst og trivsel. De får en følelse af nostalgi og gamle dage, når de besøger en Steinerbørnehave, men i virkeligheden er det noget religiøst, der foregår. Steinerpædagoger taler om noget, der minder meget om personlig vækst, nemlig om børns åndelige vækst, men de bruger en okkult begrundelse med astrallegemer og reinkarnation. Forældre og pædagoger kører ad to parallelle spor, som aldrig mødes. Forældrene ville aldrig vælge en skole, der var åben om sin religiøsitet. Derfor har alle en interesse i at underspille det religiøse element i Steiner-bevægelsen.«

Tilbage til Steinerpædagogik og Steinerkritik